Familierelationers betydning når alvorlig krise rammer

Der vil være stor forskel på, hvordan en familie reagerer i en akut krisesituation, og derfor også stor forskel på børn, unge og forældres støttebehov. Børn og unges reaktioner afhænger i høj grad af familiens tidligere erfaringer med at tackle vanskelige begivenheder og tab, den samlende livssituation samt af de tilknytningsmønstre og vaner for kommunikation, som findes i familien i forvejen. Dertil kommer, at sociale og økonomiske faktorer vil have stor betydning for, hvor mange kræfter en familie har til at tackle en alvorlig krise. En familie, som altid har haft svært ved at tale sammen, vil som regel stå langt mere udfordret i en akut krisesituation, hvilket kan betyde øget konfliktniveau, ensomhed og afmagt for de enkelte medlemmer.

Børn og unges tilknytning til deres forældre har afgørende betydning for,hvordan de tackler en alvorlig krise, fordi den er afgørende for de forventninger og erfaringer, der bærer eller vanskeliggør relationerne. Tilknytning betegner den proces, hvormed barnet udvikler sig gennem relationen til den eller de primære omsorgsgivere.

Børn lærer at regulere deres adfærd (samt følelser og tanker) ved at forudsige deres omsorgsgiveres respons til adfærden. ”Hvis jeg gør sådan, er det sandsynligt, at mine behov bliver mødt”. Trygt tilknyttede børn lærer at stole på, hvad de føler og på deres forståelse af verden. Det gør de fordi, de er blevet spejlet og mødt på en nænsom, kærlig og tydelig måde. Det gør dem i stand til at reagere på, hvad de føler og tænker, simpelthen fordi, de har lært, at det godt kan betale sig. Deres forventning om at føle sig mødt og forstået, giver dem tillid til deres omverden, og de oplever, at de har en vis kontrol og kan få gode ting til at ske. De har erfaring for, at nogen vil hjælpe dem, hvis det bliver nødvendigt. Dette gør dem mere modstandsdygtige i stressfulde og vanskelige situationer, da de vil forvente, at nogen vil hjælpe dem.

Utrygt tilknyttede børn lærer at ignorere enten hvad de føler, eller hvad de opfatter, fordi de har lært, at det ikke betaler sig, eller måske kan være direkte kilde til afvisning eller aggression. Det at mærke og reagere på egne behov og ønsker, har været kilde til angst og svigt og måske vold. Et barn, der ikke tidligere har kunnet stole på at få hjælp, vil ikke forvente det i en krisesituation – og vil måske reagere aggressivt eller afvisende, når voksne forsøger at hjælpe eller støtte. Et utrygt tilknyttet barn, vil også have langt sværere ved at kommunikere og sætte ord på sine oplevelser og følelser. Derudover er det meget sandsynligt, at tidligere tabsoplevelser og svigt reaktiveres i den akutte krisesituation.

Sidstnævnte gruppe vil være familier, hvor en støttende indsats er særligt vigtig, men hvor du som sundhedsprofessionel vil opleve dig ekstra udfordret, fordi familien ikke i forvejen har gode mestringsstrategier og kommunikation med sig og kan reagere afvisende på støtten. Her vil det være vigtigt at almengøre reaktioner og forsøge at etablere tillid.

Tilknytningsmønstre, tidligere svigt og tabserfaringer har således afgørende betydning for, hvordan man reagerer i en akut krisesituation.

Share This