Børns og unges reaktioner på alvorlige kriser og traumer

Hvorfor og hvordan opstår akut og posttraumatisk stress?

Når en person udsættes for en hændelse af særligt truende karakter, aktiveres kroppens alarmberedskab. I selve situationen kan det betyde, at kroppen f.eks. stivner eller gør klar til kamp eller flugt. I alle tre tilfælde skærpes sanserne betydeligt og indtryk opfanges nøje, hvorfor bl.a. tidsopfattelsen kan ændre sig, så det, vi normalt oplever som korte intervaller, kan virke langstrakte. Når kroppen er i højt beredskab slår vores normale, løbende bearbejdning af oplevelser fra. Det sker, så vi kan handle automatisk og dermed hurtigt på overhængende fare. Dette er en afgørende mekanisme, som sikrer vores overlevelse. Når hændelsen er overstået og kroppen falder til ro, genoptages bearbejdningen af det, der er sket. Her starter arbejdet med at skabe mening i det, man var udsat for, og integrere det som en del af ens selvfortælling. Fordi vores sanser er skærpede i en situation, hvor vi oplever en alvorlig trussel, bliver erfaringen ofte lagret i hukommelsen med mange og klare detaljer. Lugte, billeder og lyde står skarpere end ved normale erindringer. Dog vil sådanne sensoriske fornemmelser og billeder ofte vise sig i fragmenteret form, da hændelsen ikke er integreret i en sammenhængende, bevidst fortælling endnu.

Når den efterfølgende bearbejdning af en traumatisk hændelse går i gang, kan det derfor være en lang, krævende proces. Det er ofte emotionelt belastende, fordi voldsomme følelser reaktiveres og genopleves, når man tænker på og taler om hændelsen. Dette er også årsagen til, at mange undgår lyde, lugte og situationer, som minder dem om hændelsen, ofte uden at være klar over sammenhængen. Dette foregår nemlig ubevidst og har til hensigt at beskytte personen mod de overvældende følelser, som dog må bearbejdes, for at de med tiden kan slippe deres greb. For langt de fleste sker bearbejdningen af hændelsen naturligt. I den akutte fase og i tiden umiddelbart efter hændelsen er det helt normalt at opleve stressreaktioner. Det kan indbefatte tilbagevendende flashbacks, søvnforstyrrelser, mareridt, koncentrations- og hukommelsesbesvær, angst, vrede og øget vagtsomhed (se overblik over akutte stressreaktioner nedenfor. En mindre gruppe på omkring 20 % vil typisk opleve et bredt spektrum af disse symptomer.

Efterhånden vil reaktionerne aftage og hændelsen vil blive integreret i hukommelsen således, at man vil være i stand til at fortælle sammenhængende om det skete. Uanset hvor hurtigt og naturligt bearbejdningen finder sted, er det vigtigt med støtte fra omgivelserne.

For nogle få kan bearbejdningen gå skævt eller gå i stå, og der kan være livomstændigheder, eller sociale faktorer, som vanskeliggør healingsprocessen. Så bliver indtrykkene fra hændelsen ved med at spøge. Når erindringen om traumatiske hændelser bliver ved med at spøge, kan man opleve det, man kalder posttraumatisk stress. Symptomer herpå kan minde om de akutte stressreaktioner, men er i modsætning hertil vedvarende og ofte stærkere. Det kan være genoplevelse af hændelsen (”flashbacks”), tilbagevendende, påtrængende erindringer om situationen, søvnforstyrrelser, koncentrations- og hukommelsesbesvær, angst, mareridt, vrede, aggression, hovedpine, diffuse smerter, følelse af uvirkelighed og følelsesmæssig tomhed (dissociation) med mere. Depressive symptomer kan også forekomme. Disse psykiske følgevirkninger kan have en række konsekvenser for den traumeramtes funktionsniveau, herunder hans eller hendes selvopfattelse og selvværd, sociale overskud og kompetencer, følelsesmæssige ligevægt, samt præstation i skole eller på arbejde.

Tabsreaktioner og kompliceret sorg

Når man pludselig mister en forælder, en søskende eller et barn, er det normalt at opleve følelser af kaos, magtesløshed, afmagt og skyld. I dag beskrives en normal sorgproces som det at pendulere mellem at sørge, mindes og længes til at glemme for en stund og fortsætte livets gang. Der findes ingen rigtige eller forkerte måder at sørge på. Lige som ved andre alvorlige hændelser, er det meget forskelligt, hvordan man reagerer, både som voksen og som barn. Mange børn (og voksne) oplever vrede, angst og fortvivlelse. Nogle reagerer tydeligt udadtil, andre mere passivt og indadvendt. Uanset hvordan man reagerer, har man brug for støtte og omsorg, når man mister en, man holder af. Hvis et barn oplever at miste en forælder, er trygheden med ét revet væk, og barnet vil måske frygte at miste den anden forælder eller være bange for selv at dø. Vreden er som gråden en naturlig reaktion på det at miste, og børn vil ofte pendulere ind og ud af sorgen. Det kan f.eks. betyde, at de kan gå fra at lege ubekymret og glædesfyldt til pludseligt at reagere stærkt med gråd eller vrede. Dette er barnets naturlige måde at klare den vanskelige sorgproces på. Særligt mindre børn kan svinge ganske pludseligt mellem at sørge og at lege og grine. Børns sorgproces strækker sig modsat voksnes over et helt liv, da de ved hvert nyt udviklingstrin må forstå og integrere tabet på en ny måde. Hvis dødsfaldet opstår pludseligt og uventet, kan tabet få traumatisk karakter. I sådanne tilfælde kan normal sorg udvikle sig til det, man kalder for kompliceret sorg. En kompliceret sorg er kendetegnet ved at reaktionen er kronisk, forsinket, hæmmet eller fraværende. Kompliceret sorg betegner tilfælde, hvor intensiteten eller omfanget af reaktionerne ikke er aftagende seks måneder efter tabet (12 måneder for voksne).

Overblik over reaktioner på alvorlige hændelser og tab:

Fysiske

  • Svimmelhed
  • Ondt i maven
  • Følelsesløshed
  • Hjertebanken
  • Kvalme
  • Søvnproblemer
  • Appetitløshed
  • Hovedpine
  • Diffuse smerter

Adfærdsmæssige

  • Aggression
  • Uro
  • Hyperaktivitet
  • Afvisende adfærd
  • Overansvarlighed
  • Social tilbagetrækning
  • Separationsangst
  • Regression
  • Mareridt
  • Undgåelsesadfærd
  • Voldsom gråd

Emotionelle

  • Angst
  • Forvirring
  • Vrede
  • Tomhedsfølelse
  • Skyld
  • Skam
  • Sorg

Kognitive

  • Koncentrationsbesvær
  • Hukommelsesproblemer
  • Tankemylder
  • Indlæringsvanskeligheder
  • Flashback
  • Invaderende tanker
  • Selvbebrejdelse
  • Vanskelige eksistentielle overvejelser

Det er normalt at opleve disse reaktioner efter en alvorlig hændelse. I tilfælde hvor symptomerne er vedvarende og medfører længerevarende belastning og funktionsnedsættelse, kan professionel psykologisk behandling dog blive nødvendig.

Risikogrupper

Alvoren af sygdom eller ulykke er ikke afgørende for, om en person udvikler længerevarende belastningsreaktioner. Det afgørende er snarere den subjektive oplevelse, dvs. hvordan barnet selv har oplevet hændelsen, og hvordan barnet (og forældrene) har opfattet den fare, der har været på færde. Det er meget afgørende for børn og unges modstandskraft i krisesituationer, at deres forældre er i stand til at håndtere egne krisereaktioner og er en kilde til tryghed, omsorg og støtte. Følgende faktorer giver særlig risiko for at udvikle vedvarende belastningsreaktioner hos børn (bemærk at mange af disse forhold også kan forekomme på hospitalet):

Overblik over reaktioner på alvorlige hændelser og tab:
  •  Adskillelse fra forældre under og efter hændelsen
  • Pludseligt tab af forælder, søskende eller andre nærtstående
  • Stærke krisereaktioner hos forældre
  • Stærke stressreaktioner under eller kort efter hændelsen
  • Udsættelse for skræmmende syn og lyde
  • Oplevelser af stærk smerte
  • Dårlig kommunikation og samspil i familien
  • Manglende social støtte fra familie og venner
  • Svagt socialt netværk, f.eks. i skolen
  • Tidligere oplevelser af traumatiske hændelser
  • Tidligere adfærdsmæssige eller emotionelle problemer
  • Tidligere psykiatriske diagnoser

Barnets alder

Når der er tale om børn og unge, er det vigtigt at se belastningsreaktioner i relation til barnets eller den unges udviklingstrin. I dette afsnit sættes de reaktioner, der er oplistet tidligere, i forbindelse med barnets alder og forståelsesniveau. Dermed bliver det lettere at se, hvordan reaktionerne kommer til udtryk hos barnet eller den unge.

Førskolebørn, 0-6 år 

Små børn opfatter og reagerer lidt anderledes på alvorlige kriser end større børn og voksne. De tænker og bruger sproget konkret og deres reaktioner vil ofte vise sig i adfærd frem for i det, de siger. De viser, at de er kede af det, bange eller forskrækkede, frem for at fortælle det. Derudover er de særligt afhængige af deres forældres emotionelle tilstand og evne til at kommunikere ro, sikkerhed og stabilitet. At forstå små børns tilstand handler derfor især om at lytte til forældrene og om at se på barnets adfærd.

Som med alle aldersgrupper er det vigtigt at give små børn klare og tydelige informationer, som de kan forstå. Det kan blandt andet betyde, at man skal undlade metaforer eller komplekse forklaringer, der forvirrer dem, fordi de tænker meget konkret. Eksempelvis kan et udtryk som at ”sove ind” om døden opfattes helt konkret af et førskolebarn og føre til, at barnet tror, at det selv kan dø, mens det sover. Spørg ind til barnets egen forståelse, og tjek af med barnet, om det har forstået dit budskab.

Små børn er især optaget af den konkrete hverdag, herunder hverdagsrutinerne, og det er heri, de finder tryghed. Ændringer i faste rutiner vil derfor ofte medføre reaktioner. Små
børn reagerer derudover i korte, adskilte perioder, fremfor kontinuerligt. Det vil sige, at de kan være kede af det og bange i én situation og lege og grine i en anden. De er således i stand til at ’træde ind og ud’ af krisen, hvilket faktisk er en sund reaktion. Det kan føre til den misforståelse, at situationen er mindre alvorlig for de små. Der er imidlertid ikke meget, der tyder på, at det forholder sig sådan. Tværtimod kan bearbejdningen for små børn ofte strække sig over længere tid, hvor de på forskellige alderstrin i opvæksten forstår nye aspekter af hændelsen og bearbejder den på nye måder.

Reaktioner for førskolebørn kan være
  • Øget ængstelse og uro
  • Stærke reaktioner på forandringer
    i rutiner
  • Mareridt
  • Problemer med at forstå, hvad der sker, og hvorfor hverdagen ændrer sig
  • Vanskeligheder ved at sove og falde i søvn, modstand mod at blive lagt i seng
  • Tilbagegang i udvikling, som f.eks. at begynde at sutte på finger igen, tisse i sengen, pludselig ikke være i stand til selv at tage tøj på længere
  • Øget afhængighed af forældre eller andre omsorgspersoner, modstand mod adskillelse fra disse
  • Lettere ved forskrækkelse og sammenfaren
  • Kropslige plager som mavepine
  • Vrede, aggression og øgede konflikter
  • Undgåelse af ting der minder om hændelsen
  • Hyperaktivitet
  • Gentagelse af hændelsen i lege, der repeteres, i tegninger eller i historiefortælling

Skolebørn, 7-12 år

Børn i skolealderen er i højere grad i stand til at forstå alvorlige hændelser, tage imod sproglig information og til selv at udtrykke deres tanker og følelser sprogligt. De har dog ligesom de mindre børn en stærk sensibilitet overfor de voksnes adfærd og emotionelle reaktioner. De forholder sig derfor primært til de voksnes adfærd, hvis de opfatter uoverensstemmelser mellem de forklaringer, de får, og den adfærd eller følelsesmæssige stemning, de observerer hos de voksne. Får de ikke klare, korrekte eller fyldestgørende informationer, kan de finde på at bruge deres fantasi til at udfylde de dele, de ikke forstår. Deres evne til bedre at forstå en hændelse og dens konsekvenser betyder også, at de kan opleve angst og gøre sig bekymringer på en anden måde end de yngre børn. De tænker også mere over deres egen rolle i situationen og kan føle skyld, enten fordi de tror, at de har direkte eller indirekte medansvar for hændelsen, eller fordi de måske tror, de har opført sig forkert overfor de personer, som er ramt. Nogen kan måske forestille sig, at hændelsen er en ”straf” for noget, de har gjort. Stil gerne børn i denne alder åbne spørgsmål for at finde ud af, hvad de ved, og særligt hvad de forestiller sig.

Børn kan også forsøge at gøre sig usynlige eller virke glade for ikke at belaste de voksne og gøre dem mere bekymrede. Det kan føre til, at disse børns reaktioner overses, og er derfor vigtigt at være opmærksom på i kontakten med barnet og forældrene.
Som for de små børn er eventuelle konsekvenser for de daglige rutiner også vigtige for børn i denne alder.

Reaktioner for skolebørn 7-12 år kan være
  • Mareridt
  • Søvnproblemer
  • Angst
  • Koncentrationsbesvær
  • Påtrængende erindringer og sanseindtryk fra hændelsen
  • Forsøg på at undgå ting, der minder om hændelsen
  • Vrede og aggression
  • Tristhed og stærke sorgreaktioner
  • Uro og rastløshed
  • Skyld og skam
  • Kropslige plager som mavepine, hovedpine eller kvalme
  • Spekulationer om hændelsen, herunder fantasiforestillinger
  • Vanskelighed ved kontakt med jævnaldrende, der ikke har prøvet noget lignende, f.eks. en følelse af at være ”vokset
    fra” dem. Dette kan medføre social isolation og tilbagetrukkenhed.
  • Forsøg på at lette bekymring for de andre i familien ved at gøre sig usynlig eller skjule sin angst og bekymringer

 

 

Teenagere, 13-18 år

Børn i alderen 13-16 er præget af de mange forandringer, puberteten medfører. De er optaget af egen udvikling og af deres jævnaldrende, herunder at passe ind og ligne deres kammerater. Mens de er gamle nok til at forstå situationer og problemer på linje med voksne, kan deres evne til at håndtere følelsesmæssigt ubehag være mere udfordret eller kompliceret end få år forinden.

De 16-18 årige kan have svært ved at planlægge og forudse risici samtidig med at de ofte går i opposition til autoriteter. De kan have tendens til at være idealistiske og urealistiske i deres forventninger. Dette sker i en proces af løsrivelse og selvstændiggørelse af personligheden. Kombinationen af en voksen tankegang og manglende følelsesmæssig erfaring kan gøre håndteringen af en alvorlig krise vanskelig. I en tid hvor man ønsker at være selvstændig kan en hændelse, der pludselig gør en særligt afhængig af de voksne, opleves problematisk. Nogen kan derfor have tendens til at agere mere voksent, end de føler sig. Andre kan håndtere situationen ved at distancere sig kraftigt fra den for at bevare fokus på at fortsætte deres eget ungdomsliv. Det kan betyde, at den unge forsøger at undgå samtaler, personer og situationer, der minder om hændelsen. Unge mennesker er den gruppe, der i mindst muligt omfang opsøger eller ønsker at modtage hjælp under eller efter kriser.

Disse reaktioner betyder dog ikke, at de unge ikke har mange af de samme voldsomme følelser som alle andre efter en alvorlig hændelse. Men de risikerer at gå alene med dem. Måske opsøger de jævnaldrende, men snakker ikke nødvendigvis med dem om deres situation. Nogle unge kan i lighed med yngre børn også finde på at gøre sig usynlige for at skåne de voksne. Måske tror de, at de voksne har det værre end dem selv. Af disse grunde kan det være vigtigt at voksne omsorgspersoner sørger for at organisere at de unge får støtte, f.eks. via gruppesamtaler. Mange unge oplever gruppesamtaler med jævnaldrende som en stor lettelse, når de bl.a. opdager at de skræmmende tanker og følelser, de går og roder med, er helt normale.

Selvom det kan have en positiv effekt at vende tilbage til hverdag og skole, er det også vigtigt at være opmærksom på, at det kan være nødvendigt at sætte tempoet ned og give den unge tid. At have oplevet en voldsom hændelse kan have direkte indflydelse på præstationer i skolen, i fritidsaktiviteter og socialt. Når den unge vender tilbage til hverdagslivet, er det derfor vigtigt at være tålmodig og at undgå, at hverdagsaktiviteterne skaber yderligere stress for den unge.

For nogle unge kan oplevelsen af en alvorlig hændelse medføre, at den ramte mister troen på fremtiden og tilliden til, at verden er et trygt sted. Forventningen om et lykkeligt liv kan blive rystet og oplevelsen af egenkontrol, samt troen på, at man kan påvirke sit liv kan blive stærkt svækket. Det kan blandt andet betyde, at den unge mister motivationen i skolen og i de fritidsaktiviteter, som ellers har haft betydning. Det kan også betyde, at den unge taber interessen for at planlægge og sikre sin fremtid. Unge der reagerer på voldsomme hændelser kan pga. deres ændrede adfærd og emotionelle sårbarhed også være udsat for mobning.

Nogle unge forsøger at dæmpe emotionelt ubehag eller angst ved hjælp af rusmidler. Traumatiske oplevelser og tab øger risikoen for et misbrug. Samtidig er det vigtigt at bemærke, at traumatiske hændelser eller kriser for mange unge også kan betyde en stærk personlig udvikling. Her kan gruppesamtaler f.eks. være en god støtte.

Reaktioner for teenagere kan være
  • En ”voksen” forståelse af situationen kombineret med umodne følelser. Denne kombination kan være svær at
    håndtere og sætte ord på
  • Stærke forsøg på at undgå ting, samtaler eller personer, der minder om hændelsen.
  • Forsøg på at undgå emotionelt ubehag kan føre til brug af rusmidler, selvpåført skade og risikoadfærd.
  • Modstand mod hjælp og støtte
  • Hurtig modning
  • Vrede og aggression
  • Rastløshed og uro
  • Tristhed og sorg
  • Skyldfølelse
  • Vanskeligheder i kontakten med jævnaldrende
  • Social tilbagetrækning / social angst
  • Søvnforstyrrelser
  • Mareridt
  • Ensomhed
  • Angst
  • Fysiske plager:Mavepine, hovedpine, ledsmerter
  • Selvbebrejdelse

 

 

Share This