PRO – Psykoedukation, Rådgivning, Overblik

Den opfølgende samtale

Psykoedukation

Psykoedukation er at tilbyde en familie viden om de emotionelle, adfærdsmæssige og kognitive reaktioner, der opstår i kølvandet på en voldsom hændelse. Det handler om at give information om den proces, man ved, mange familier i samme situation går igennem, samtidigt med, at man giver plads til, at alle reagerer forskelligt. Formålet er dels at normalisere barnets eller den unges og familiens oplevelser og reaktioner, så de ved, at de ikke er usædvanlige, og at de på et tidspunkt aftager. Formålet er også at gøre opmærksom på, at man i en familie kan reagere forskelligt, og at der ikke er rigtige og forkerte følelser.

Gennem psykoedukation kan du forberede familien på, at bearbejdningen af hændelsen kan tage tid, og at der findes gode måder, man kan støtte hinanden på i processen. Det giver familien mulighed for at nære realistiske forventninger. Dermed modarbejder psykoedukation opgivelse, forvirring og afmagt, og kan medvirke til at reducere angst.

Sådan giver du psykoedukation

(tag gerne afsæt i forælderbooklet – det kan være godt at sidde og kigge sammen på noget konkret)

Fortæl familien:

1. At det er normalt med stærke reaktioner på en alvorlig hændelse.

2. At det er normalt at føle angst og stress:

At børn og unge er forskrækkede, forvirrede, urolige, vagtsomme, bekymrede og triste og have ondt i maven.

At forældre og andre familiemedlemmer har det på samme måde.

At børn, unge og andre familiemedlemmer har stresssymptomer som hovedpine, muskelspænding, mavepine, svedige håndflader og søvnbesvær. Og at livet kan føles som om det er kommet ud af kontrol

At forældre og børn nogen gange skændes mere

At børn kan være mere klyngende og have svært ved at sove

At inden for ca. en måned, og med gensidig støtte og åben, klar kommunikation, vil disse reaktioner normalt aftage. (Hvis der er tale om tab af nærtstående, vil reaktionerne ofte vare og måske skifte i længere tid.)

3. At disse stressreaktioner er normale i den første tid og at der kan være stor forskel på, hvor hurtigt man kommer sig.

4. At hvis en familie udsættes for pludselige tab, alvorlig sygdom eller død er det vigtigt at give plads til forskellige sorgreaktioner i familien.

5. At hvis barnet eller den unge efter en længere periode (mere end en måned) er plaget i en sådan grad, at de udgør en forstyrrelse for barnet eller den unge i forhold til at vende tilbage til hverdagen, så findes der gode behandlingsmuligheder. Fortæl hvor familien i så tilfælde kan henvende sig. Giv også familien mulighed for at ringe til den børne-/ungeansvarlige sygeplejerske, hvis de senere har brug for at blive henvist til professionel hjælp.

6. At det vigtigste for børn og unge er, at deres forældre holder sig så stærke som muligt, og at det derfor er vigtigt, at de søger den støtte og hjælp fra omgivelserne, de har brug for.

Rådgivning

Når du har givet familien psykoedukation, kan du tilbyde dem rådgivning i, hvordan de klarer situationen. Det inkluderer information om, 1) at støtte og god kommunikation internt i en familie har stor indflydelse på reduktionen af stress, 2) at social støtte fra netværk, skole og arbejdsplads er en vigtig faktor, som familien med fordel kan benytte sig af, og 3) at bedring tager tid.

Giv forældre følgende råd:

1. Lad jeres barn vide, at han eller hun er i sikkerhed.
Børn og unge kan frygte, at lignende hændelser vil ske igen. Giv dem ekstra tryghed og opmærksomhed i tiden efter hændelsen.

2. Giv jeres barn mulighed for at snakke om, hvordan de har det, og hvilke bekymringer de gør sig, hvis de har lyst.
Hvis de ikke har lyst til at snakke, kan det være en god ide at bruge andre mestringsstrategier som f.eks. at fortælle historier eller tegne.

3. Vend tilbage til normale rutiner, når det er muligt.
Sørg for at jeres barn får masser af søvn, regelmæssige måltider og hjælp ham eller hende med at fortsætte skolearbejde. Hvis hændelsen forhindrer at barnet kan vende tilbage til normale rutiner, kan det være en god ide at tænke over alternative muligheder for at vende tilbage til bare nogle af rutinerne. Hvis barnet eller den unge ikke kan besøge kammerater, kan det f.eks. være en idé at sørge for, at kammeraterne kommer på besøg hos barnet eller den unge i stedet (på hospitalet eller derhjemme).

4. Brug ekstra tid med familie og venner.
Børn og unge der har været udsat for en alvorlig hændelse kommer sig hurtigere med vedvarende støtte fra familie og venner. Lav positive aktiviteter sammen som at læse, gå ture, dyrke sport, spille spil eller se film sammen.

5. Afsæt tid til at tage jer af jeres egne følelser.
For at kunne støtte jeres barn optimalt, er det afgørende, at I passer på jer selv. Snak om jeres oplevelser og følelser med andre voksne, gør gode ting for jer selv, og vid at det med tiden bliver nemmere

6. Vær opmærksom på, at man i en familie kan reagere forskelligt på samme hændelse.
Jeres barns reaktioner, bekymringer og tanker kan være meget forskellige fra jeres egne. Søskende kan igen have andre følelser og tanker. Vær opmærksomme på disse forskelle og giv dem plads, når I støtter jeres børn.

7. Det er desuden vigtigt at være opmærksom på, at forældre ofte undervurderer deres børns reaktioner og at børn er rigtig gode til at skjule dem. Som forælder kan man have svært ved at se, hvor dårligt ens barn måske faktisk har det. Måske fordi man er opfyldt af sine egne reaktioner og måske fordi det er for smertefuldt.

8. Vigtigt er det også, at man ikke er overopmærksom – at man giver opmærksomhed til alt det ’normale’ som barnet også stadig er og gør.

Overblik

Som sundhedsprofessionel skal du hjælpe en familie med at skabe overblik over den situation, de står i. Det involverer primært en faglig identifikation af de faktorer, som kan udgøre en risiko for familien og som de bør være særligt opmærksomme på. Det inkluderer også at hjælpe familien med at identificere dens styrker og ressourcer til at mestre situationen. På den måde hjælper du familien til at evaluere deres situation og den tilstand, som barnet eller den unge er i. Hvis den unge f.eks. har et svagt netværk af venner, bør forældrene være særligt opmærksomme, ligesom at andre ydre faktorer så som økonomiske usikkerheder kan være med til at højne stressniveauet. I lyset af det overblik du og familien skaber sammen, kan du, hvis det er relevant, henvise til støttetilbud og i enkelte, svære tilfælde til professionel hjælp.

1) Vurdér familiens barrierer
  1. Hvordan er kommunikationen og samspillet i familien?
  2. Hvordan er tilknytningen mellem barn og forældre?
  3. Har familien tilstrækkelig social støtte fra familie og venner?
  4. Svagt socialt netværk i f.eks. skolen
  5. Er der praktiske udfordringer forbundet med ulykken, såsom økonomiske eller boligmæssige faktorer?
2) Vurdér risikofaktorer

Tidligere oplevelser af voldsomme hændelser
Spørg ikke direkte et barn eller en ung, om det tidligere har oplevet traumer. Stil i stedet spørgsmål som:

”Har du været på hospitalet før?”

Er du før blevet undersøgt af en læge?”

“Har du før oplevet noget der krævede, at du skulle være meget modig og stærk?”

Vær opmærksom på

  1. Tidligere adfærdsmæssige eller emotionelle problemer
  2. Tidligere psykiatriske diagnoser

Denne oplysning bør være tilgængelig i journalen.

3) Vurdér familiens ressourcer
  1. Hvad gør familien for at få det til at fungere?
  2. Hvem hjælper eller kunne hjælpe familien under og efter indlæggelse med det praktiske?
  3. Hvem hjælper eller kunne hjælpe familien med at støtte barnet eller den unge?
  4. Hvor henter forældrene selv energi og overskud, hvor kan de søge støtte?
  5. Har familien mulighed for at lægge en plan for den kommende tid? F.eks. sætte ekstra tid af til hinanden, til positive aktiviteter, ekstra støtte til barnet eller den unge, når han eller hun starter i skole igen mm.

Den fulde udgave

For den fulde udgave af handleplanen klik her

Share This