Hvad er krise- og traumeinformeret praksis?

Krise- og traumeinformeret praksis er ikke psykologbehandling, men handler om fagligt at styrke og informere sundhedsprofessionelle, så de bliver bedre til at identificere, støtte og vejlede familier i den første tid efter en alvorlig hændelse. Krise- og traumeinformeret praksis handler også om en opmærksomhed på ikke at ”overintervenere” i akutte krisesituationer men derimod understøtte de spontane måder, mennesker i alvorlig krise forsøger at klare sig igennem på. Der er således tale om en praksis, der har til formål at afmystificere krisehjælpen og løfte den ud af den psykoterapeutiske ramme, som gennem de senere år har haft patent på den – og ind i en ramme af kvalificeret medmenneskelighed. I mange tilfælde vil den bedste hjælp i den første tid nemlig bestå i, at man er til stede som menneske, at man kan rumme de voldsomme følelser, der kommer til udtryk, at man lytter til familien, giver dem tydelig information, kommunikerer i et roligt tempo, tilbyder praktisk hjælp og almen omsorg.

De 10 principper 

De følgende 10 principper beskriver grundideen i krise-og traumeinformeret praksis på afdelinger, der er i kontakt med børn og unge. Principperne er både baseret på teori om kriser og traumer, samt på evidensbaserede undersøgelser for best-practice:

1. Skab sikkerhed for barnet eller den unge og forældrene, både fysisk og emotionelt. Hold familien samlet så vidt muligt. Sørg for at grundlæggende behov mødes og at de ansvarshavende voksne forholder sig konsistent, forudsigeligt og respektfuldt.

2. Forstå kriser og traumer som relationelle fænomener og se den samlede familiesituation i det omfang, det er muligt. Forstå, at adfærd, der kan virke problematisk eller kontraproduktiv, kan være reaktioner på traumatiske hændelser, tab eller tidligere svigt. Identificér børn, unge og forældre med behov for særlig støtte gennem viden om risikofaktorer.

3. Støt forældrene for at hjælpe barnet eller den unge. Børn og unges krisereaktioner afhænger i høj grad af, hvordan deres forældre eller nærmeste omsorgsgivere klarer situationen. Det er derfor afgørende for, hvordan barnet eller den unge klarer sig, at forældrene får hjælp til egne krisereaktioner. Ofte vil den bedste støtte til barnet eller den unge indebære støtte til forældrene.

4. Støt barnets eller den unges egenkontrol, beslutningsevne og autonomi. Hjælp barnet eller den unge med at genvinde kontrol over sin situation; giv god, klar og let forståelig information om hændelsen; klarlæg tydelige og realistiske forventninger til det videre forløb; understøt barnet eller den unges mulighed for selv at træffe beslutninger og sætte sig mål.

5. Skab relationer, der er trygge, autentiske og positive. Vis at du er til rådighed og vær nærværende, selvom du har knap tid. Gode relationer og social støtte er afgørende for den tidlige præventive indsats og bedring efter alvorlige hændelser.

6. Forstå at forskellig kulturel baggrund har indflydelse på, hvordan et barn eller en ung og dennes familie takler en belastende hændelse. Spørg familien frem for at tolke deres adfærd, hvis der er noget, du er i tvivl om. Anerkend kulturelle ritualer og metaforer som vigtige i mestringen af et traume.

7. Kommunikér tydeligt og ærligt, vær ikke bange for at spørge familien, hvordan de har det. Spørg hellere end at gætte. Giv ikke falske forhåbninger i forsøget på at skåne. Giv plads til alle slags følelser også de stærke.

8. Forstå at bedring er muligt, uanset hvor sårbar et barn, en ung og forældre kan være i og efter en alvorlig krise eller traumatisk hændelse. Understøt familiens styrker og robusthed og undersøg evt. fremtidsorienterede mål.

9. Samarbejd på tværs af afdelinger og sektorer, så relevante informationer gives videre. Krise- og traumeinformeret praksis kræver at sundhed, psykisk helbred og social velfærd ses i deres sammenhæng.

10. Organisér ansvaret for børn og unge klart og fleksibelt, således at relevante aktører på afdelingen og hospitalet så vidt muligt er enige om beslutninger. Dermed sikres konsistens og forudsigelighed for barnet, den unge og forældrene, ligesom at de sundhedsprofessionelle føler ansvar og ejerskab og taler samme sprog.

Under punktet Handleplan kan du læse om, hvordan disse principper kan omsættes til konkret praksis.
Det sker gennem

1) en række anbefalinger til, hvordan afdelinger kan forberede sig på akutte krisesituationer med familier og børn,

2) en udarbejdet beredskabsplan, som afdelinger kan tage i brug i krisesituationer, og

3) en model for en opfølgende støttesamtale til børn, unge og deres forældre.

p

I mange tilfælde vil den bedste hjælp i den første tid nemlig bestå i, at man er til stede som menneske

Share This